Det her bliver nok den sidste story time, om den hjemsøgte lejlighed. Som sagt i del 1, 2 og 3, så skete der bare mange uforklarlige ting i den her lejlighed.
Der skete mange mærkelige ting, kan huske at min mor havde sådan nogle gamle brune lædersofaer, som lavede sådan en knirke lyd, når man sad i dem. Den lyd kunne man tit høre, selvom der ingen sad i dem, i hvert fald ikke nogen man kunne se 😉 . Man kunne også nogle gange se, at der sad “en” i sofaen, da sædet blev trykket ned, og pludselig var sædet helt normalt igen. Som om nogen igen, havde rejst sig fra sofaen. Vi så tit skygger og hørte tit stemmer. Det var mest min mor og jeg, der så eller hørte nogen. Men mine brødre og de gæster der kom, så eller hørte som regel også noget. Det sidste jeg vil fortælle jer om, er den gang jeg blev låst inde.
Da jeg gik ud af 9 klasse, begyndte jeg at arbejde på en gård, som malkepige. Så jeg mødte kl. 4 om morgen og var igen hjemme ca. kl. 9. Min mor har astma, så hun kan ikke tåle støv eller hår fra dyr. Så når jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg i bad med det samme. Jeg var alene hjemme denne dag og gjorde som jeg plejede at gøre. Lukkede hunden ud i haven, fandt det tøj jeg skulle bruge, og så gik jeg i bad. Jeg hadet at gå i bad, når jeg var alene hjemme, efter alle de mærkelige og skræmmende ting vi oplevede der, men jeg var nød til det, for ellers kunne min mor blive syg. Da jeg står under vandet, kan jeg høre noget eller nogen ved døren, en mærkelig lyd. Jeg slukker vandet kort, og lytter. Råber efter lidt tid, hvem er det? men der er ikke nogen der svare. Jeg bliver bange og skynder mig, at tænde vandet igen, og blive færdig. Jeg får tørret mig og får tøj på. Tager så i døren, men den er låst, mente ikke jeg låste den og drejer nøglen, men den er stadig låst. Jeg råber så igen, er der nogen hjemme, men får intet svar. Jeg går fuldstændig i panik, men prøver at bevare roen. Jeg prøver igen at dreje nøglen og tage i døren. Stadig låst, Nej Nej Nej jeg vil ud NU. Jeg tager nøglen ud, og kigger ud gennem nøglehullet. Jeg burde kunne se vores lange gang, men jeg kan intet se. Der er helt sort, som om der står en foran døren. Jeg tager hårdt i døren igen, men døren er og bliver låst. Jeg kigger igen ud gennem nøglehullet og denne gang, kan jeg se gangen, men det er helt sløret. Det ligner der er tåge i hele gangen. Jeg sætter mig ned i et hjørnet, og begynder at græde 🙁 .
Jeg er så bange. Hvad er det, der er i gangen. Hvorfor er der så tåget. Pludselig høre jeg en velkendt stemme. Min mor er kommet hjem. Jeg råber alt hvad jeg kan. Mor jeg er låst inde. Hun kan høre panikken i min stemme, og prøver at berolige mig. Hun finder en anden nøgle som passer, men heller ikke hun, kan få døren op. Det ender med at, jeg må kravle ud, af det lille vindue der sidder højt oppe i hjørnet, det var ikke nemt, men ud kom jeg. Min mor ringede til viceværten, og bad hende kigge på døren. Min mor og jeg tager ud og handler, og i mellemtiden kommer min storebror hjem. Han ved intet om at døren, er gået i baglås eller hvad der nu var galt med den dør. Han undre sig godt nok over, at der sidder en nøgle på ydresiden af døren, men åbner den uden besvær. Da vi kommer hjem igen, møder vi viceværten som er på vej ind til os, for at kigge på døren. Vi går alle ind, og finder så ud af, at min bror har fået døren op, uden besvær. Siden den dag, oplevet vi aldrig igen, at den gik i baglås. Meget mærkeligt.
